En fremtidssikret varmeforsyning i Bramming - med tre nye anlæg

En fremtidssikret varmeforsyning i Bramming - med tre nye anlæg

6. januar 2025

En fremtidssikret varmeforsyning i Bramming - med tre nye anlæg

Bestyrelsen i Bramming Fjernvarme har sammen med rådgiverne JPH Energi A/S haft fokus på at skabe et klimavenligt og økonomisk optimeret anlæg -  på både kort og lang sigt. Den rigtige løsning mener vi derfor er en investering i tre nye anlæg, som i flere tilfælde er en udbygning af eksisterende anlæg, på Bramming Fjernvarmes nuværende matrikel. Helt konkret foreslår vi:


Anlæg nr. 1: eldrevet luft-til-vand varmepumpe på 6 Mw
En varmepumpe, som et fjernvarmeanlæg, er en teknologi, der både øger effektiviteten i varmeproduktionen og som er langt mere bæredygtig end traditionelle gaskedler og fliskedler. Varmepumpen bruger strøm til at trække varme ud af luften og overføre det til fjernvarmevandet, så det kan bruges til opvarmning. Med en størrelse på 6 Mw vil den forventeligt kunne producere 50% af Brammings varmebehov. Dermed vil ca. 80% af Brammings varme fremadrettet kunne blive produceret på el.  


Anlæg nr. 2: en ekstra akkumuleringstank på 3.000 kubikmeter
En akkumuleringstank bruges til opbevaring af den producerede varme, inden det sendes ud til boligerne i Bramming. Bramming Fjernvarme har i dag to akkumuleringstanke, en lille på 2.200 kubikmeter og en større på 4.400 kubikmeter. Ved at bygge en ekstra akkumuleringstank giver det muligheden for at opbevare større mængder varme. Det betyder, at varmeproduktionen på varmepumpen i højere grad kan produceres, når elprisen er lav, og når elprisen så omvendt er høj, kan der forsynes varme fra tankene.


Anlæg nr. 3: to nye gasmotorer (a 2.9 Mw el-effekt) med en røggas varmepumpe (2 Mw)
En gasmotor producerer både varme og strøm (også kendt som kraftvarmeproduktion). Bramming Fjernvarme har i dag fire gasmotorer. Den største nuværende gasmotor er tæt på at have udlevet sin levetid. Bramming Fjernvarme bruger gas motorerne, når elprisen er høj, og dermed produceres der strøm som sælges på elhandelsmarkedet - og samtidig produceres der billig eller helt gratis varme. De to nye motorer på tilsammen 6 Mw el-effekt vil blive koblet på en 2 Mw varmepumpe. Varmepumpen skal sikre, at alt den varme som motorerne afgiver, udnyttes og omdannes til varmt vand.

Det mener vi, er den rigtige løsning for Bramming Fjernvarme og for borgernes penge og for varmeforsyningen i Bramming. 

- Bestyrelsen for Bramming Fjernvarme.