Bramming Fjernvarme tager Sø- og Handelsrettens dom til efterretning

Bramming Fjernvarme tager Sø- og Handelsrettens dom til efterretning

26. november 2025

Bramming Fjernvarme tager Sø- og Handelsrettens dom til efterretning.


Sø- og Handelsretten har den 25. november 2025 afsagt dom i seks prøvesager om koordinering af priser og bud på elmarkedet for mFRR-kapacitet. Bramming Fjernvarme er blandt de værker, der er blevet idømt en bøde. Dommen afslutter den del af sagen, der vedrører vores værk.
 

Vi tager dommen til efterretning.
Bramming Fjernvarme er en non-profit fjernvarmeforsyning, hvor eventuelle overskud går tilbage til forbrugerne i form af lavere varmepriser. Vi har ikke handlet for at opnå personlig eller kommerciel gevinst, men for at deltage i et marked, som små og mellemstore kraftvarmeværker i praksis har svært ved at få adgang til på egen hånd. Når vi som fjernvarmeselskab deltager i regulerkraftmarkedet, som handler om at stille kapacitet til rådighed for elsystemet, gør vi det udelukkende med det formål at bidrage til elforsyningssikkerheden samt sikre vores forbrugere lavere varmepriser.
De fleste små værker, herunder Bramming Fjernvarme, mangler enten elproduktionskapacitet eller de faglige, tekniske eller økonomiske ressourcer, der kræves for selvstændigt aktivt at byde ind på regulerkraftmarkedets daglige auktioner. Formålet med vores deltagelse i Effekthandels puljeordning var derfor at kunne stille vores kapacitet til rådighed for elmarkedet – noget Energinet har brug for – på en måde, som vi ellers ikke ville være i stand til.
Retten har nu slået fast, at den hidtidige praksis ikke var i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Det tager vi naturligvis til efterretning.


Vi er derfor glade for, at Dansk Fjernvarme nu rækker ud til Energinet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, med henblik på at finde lovlige og praktisk anvendelige modeller for, hvordan mindre kraftvarmeværker fremover kan bringe deres kapacitet i spil til gavn for elsystemet – uden at komme i konflikt med konkurrencereglerne.
Under sagen for Sø- og Handelsretten har vi været bistået af advokat Pernille Aagaard og advokat Malene Sillesen. Advokaterne udtaler ”Vi er tilfredse med, at vi ved førelse af sagen er lykkedes med at få nedsat de samlede bødepåstande med ca. 98,5 % i forhold til de oprindelige bødepåstande fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Vi ville selvfølgelig helst værkerne blev helt frifundet blandt andet med henvisning til, at værkerne havde indhentet juridisk rådgivning fra en advokat med speciale i konkurrenceret inden værkerne deltog. Med dommens præmisser må vi således konstatere, at der gælder et strengt ansvar i forhold til konkurrencereglerne.”


Bramming Fjernvarme vil fortsætte vores arbejde med at levere sikker og stabil varme til forbrugerne og bidrage til den samlede energiforsyning på ansvarlig vis.